Forside

Prisen for den gratis platform her på WordPress.com er, at WordPress.com  indsætter annoncer af egen drift. Jeg har ingen indflydelse på dem – eller indtægt af dem.

Scroll ned  – eller klik her – for at se indlæg til Adresseavisen 30. dec. 2020 (Midtdjursland) – et indlæg om Højbjergmordet. Desværre var indlægget for langt, hvorfor det forkortedes, men er man nysgerrig, kan det hele læses nedenfor.

 

MARIE OG OSCAR

Marie Lock-Hansen i det kælderværelse på Hestehavevej 2 b, hvorfra hun drev sit trykkeri Rolock.

Den 10. nov. 1967 kl. lidt i elleve om formiddagen ringer en ukendt mand på døren til villaen på Hestehavevej 2 b, Højbjerg ved Århus. Fruen i huset Marie Lock-Hansen åbner og der udspilles en kort samtale, der ender med, at fru Lock-Hansen byder den fremmede indenfor. De går nogle få skridt til hendes kontor, døren lukkes og kort efter hører rengøringshjælpen  et skrig fra det lille kontor. Den fremmede har trukket en pistol og skudt fru Marie Lock-Hansen med tre skud, der alle sad. På vej ud møder han rengøringshjælpen, fru Irma Frier Rasmussen. Han skyder hende i underlivet, så hun falder om på gulvet, dødelig såret. Han beder hende tage det roligt,-  og uden panik eller hast forlader han herefter ganske roligt villaen og er ikke set siden.

SCENARIET

Da Marie Lock-Hansen blev myrdet denne novemberdag, blev der en pause i mange menneskers pulserende liv. Det skyldes ikke mordet i sig selv – de sidste 30 år (1986 – 2016) er der registreret 65 uopklarede mord, der ikke har påkaldt sig synderlig opmærksomhed – men mordet i kombination med omstændighederne:
Et fredeligt villakvarter, ordnede og velfungerende sociale og økonomiske forhold, tilsyneladende harmoni i hverdag og fest, arbejdsmæssig dygtighed og tilfredshed, rene uplettede straffeattester og agtværdigt omdømme. Det hele kranset af den noble vennekreds, den flotte villa, som ejeren, civilingeniør Oscar Lock-Hansen, selv havde fået tegnet og opført efter sine råd og instruktioner, den smukke hustru, altid sød og smilende, den søde datter samt vovse, den flotte collie Mads. Have og hus holdtes forbilledligt med hjælp af havemand og hushjælp, og i carporten var der plads til hustruens nette NSU Prinz og ægtefællens flotte Ford Mustang.

Hvad kunne gå galt i denne idyl, som i og for sig alle efterspurgte både dengang og i dag?
Bogen “Mysteriet om Marie” fortæller historien, som bygger på et troværdige fundament af dokumentarisme, som denne site kortlægger, suppleret af det bakspejl, der så nemt lader os dømme. I dokumentaren her på sitet indgår den såkaldte sammenskrevne politirapport samt dokumenter fra Landsarkivet i Viborg, hvor sagen er arkiveret. Men sagen i Viborg er ikke nem at finde rundt i. Man når ikke altid dybt nok – efterlades ofte med mistanke om, at ikke alle dokumenter er arkiverede. Og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. På dette site redegøres for nogle af de spørgsmål og tanker, man gør sig, når der skal graves dybere, men som samtidig understøtter bogens roman-fremstilling. Det drejer sig først og fremmest om politiets efterforskning som dokumenteret i nævnte politirapport, men også om uløste problemer, som måske ikke er direkte mangler i politirapporten, men hvor man blot undrer sig over forløbet i efterforskningen, og i den anledning stiller nysgerrige spørgsmål. Så selvom ”Mysteriet om Marie” ikke løser alle problemer, kan fremstillingen bringe mysteriet op i dagslyset og bringe os videre. Den, der tilskynder til mord eller i øvrigt medvirker dertil, er dog ligeså skyldig som selve drabsmanden, og et organiseret mord som dette mord menes at være, er typisk kendetegnet af et organiseret bagland.

Jens Erik Mehlsen

Nedenfor det fulde indlæg omkring Højbjergmordet lavet til Adresse-Avisen uge 53/2020. Indlægget måtte dog forkortes da det var for langt. Men her er det i sin fulde længde:

MYSTERIET OM MARIE – En dokumentarisk roman om Højbjergmordet

Knud Simonsen i samarbejde med Jens Erik Mehlsen (Forlaget Hovedland, 2017)

Da nyheden omkring drabet på Marie Lock-Hansen fredag d. 10. nov. 1967 blev kendt i vort lille land i almindelighed og i Århus i særdeleshed, forskrækkede den alle. Et overlagt mord ved højlys dag var ikke hverdagskost. En enkelt borger i Århus – en advokat, som var medejer af byens største advokatfirma (adv. fa. Storm Mortensen, Århus) – blev mere forskrækket end alle andre. Det ses af hans telefonsamtaler med Århus Stiftsamt den følgende mandag, samtaler der er dokumenterede og blandt et af grundlagene for bogen: Mysteriet om Marie.

Og det særlige ved denne bog er dens dokumentationsmateriale. Ingen andre har bragt så omfattende dokumentation, om end bogen betegner sig som en dokumentarisk roman. En sådan betegnelse skyldes, at alt det dokumenterede materiale ikke alt hænger logisk sammen. Men disse huller, som passende kan kaldes ”missing links” udfyldes af fiktion om, hvorledes det er mest sandsynligt at sammenhængen må være.

Politiet havde dengang i 1967 ingen nævneværdig erfaring med mordgåder, især ikke sådanne af den gennemtænkte slags. De havde ingen uddannelse i kriminologi, ligesom de ikke kendte til at lade fantasien blomstre i det spektrum, der måtte kunne dannes ved personanalyse af de involverede personer. Eksempelvis da morderen ringede på døren hos Lock-Hansen og rengøringsassistenten opfattede få ord bl.a. ordet ”artikel”. Her lader politiet det forblive som enten rengøringsartikler eller kontorartikler. Altså måtte morderen som udgangspunkt være en sælger. Det lyder måske troligt nok, og sådan så han også ud, – ifølge rengøringsassistentens forklaring. Men da politiet senere erfarer om ægtepagten mellem hr. og fru Lock-Hansen, der var underskrevet ugedagen forinden, burde man have skaffet sig den viden, at en tilføjelse til en ægtepagt ofte kaldtes en artikel. I så fald kunne sagens efterforskning have taget en helt anden vending, der måske ville have opklaret mordet.
Og i det hele taget burde ægtepagtens tilstedeværelse have fået politiet til at lade en uvildig jurist, – en ekspert i familieret fra universitetet, til at analysere denne side af sagen. Men politiet undlod dette, og spurgte i stedet den advokat, der havde udformet ægtepagten. Og det var jo at lade ulven vogte får, for naturligvis fortalte han intet om en sammenhæng i den henseende, – og blev heller ikke spurgt, for politiet havde ingen forstand på ægtepagter eller mistanke om, at advokaten kunne være indblandet i mordgåden og dermed ikke upartisk.

Men advokaten var indblandet, for ikke nok med at han skrev ægtepagten, han var også ”revisor” for Maries lille trykkeri (”Rolock”) og besøgte som sådan sin klient af og til. Det var sædvane blandt revisorer dengang. Men alligevel undrer det, for hvem bruger byens dyre skatteadvokat som revisor? Han underviste også på universitet i skatteret, og Maries lille firma syntes jo nok at kunne bruge mindre. Hendes omsætning var ca. 13.000 kr., og vi ved, at han ikke tilhørte Lock-Hansen familiens faste omgangskreds. Men han besøgte Marie og her kommer så lidt fiktion ind, idet vi lader besøgene udvikle sig til en kærlighedsaffære.

Sådanne sager er jo ret så intime, og politiet afviste – efter undersøgelser – skarpt tanker om en affære, for Marie var den ideelle hustru. Ingen slinger i valsen her! Men vor pointe er, at hun også var en normal seksuelt fungerende kvinde, der var gift med en impotent (eller rettere aseksuel) mand. Vi mener, at de to – advokaten og Marie – mødtes hemmeligt på det nu nedrevne Motel la Tour på Randersvej i Århus, hvor de har dyrket hinandens selskab, – har haft en eller flere affærer. Advokatens kompagnon (adv. Storm Mortensen) var bestyrelsesformand for dette motel, og administrerede det også en overgang. Som sådan skulle han have sikret sig en aftale om et værelse permanent på motellet til især advokatfirmaets udenlandske  klienter, der i kraft af selskabstilknytning skulle holde generalforsamlinger i Danmark (Århus). Her blev overnatning ofte nødvendig og som sådan var værelset praktisk. Men når det var tomt, kunne det jo bruges til noget andet! Bogen fortæller uden omsvøb herom.

Politiet påstod, at ægteskabet mellem Oscar og Marie var harmonisk og afviste som sagt blankt, at Marie skulle have været utro. Men sagen er jo den, at omkring sådanne intime affærer skiltes der ikke. Parterne holder tværtimod kortene tæt ind til kroppen, så tæt at det er lykkedes at skjule forholdet. Politiet burde derfor ikke konkludere, at Marie ikke havde været utro, men alene, at man ikke kunne finde holdepunkter herfor.

Trods politiets udsagn om, at ægteskabet mellem Marie og Oscar var harmonisk, blev der kort forinden mordet underskrevet en ægtepagt, hvorved Marie fik det meste af Oscars formue, nemlig den faste ejendom i Højbjerg, endda som særeje. Det var Maries ide! Hvorfra havde hun da fået den? Marie var uden egentlig uddannelse og hendes få personlige venner var på tilsvarende niveau, i hvert fald i juridisk henseende. Politiet fik oplyst af advokaten, at hun var tilskyndet til ægtepagten af parrets venner. Men disse ”fælles” venner var ifølge det foreliggende ikke særlig venlig stemte for Marie, og ville efter vort bedste skøn ikke have rådgivet hende til en sådan ægtepagt, der gik stik imod Oscars interesser. Der er snarere grund til at tro det modsatte! Marie må have fået ideen fra en jurist, måske fra sin ”revisor”? Vi ved det ikke og her kommer fiktionen ind igen. Måske på Motel la Tour – muligvis et spørgsmål i retning af, hvordan hun skulle sikre sig i tilfælde af Oscars død/ægteskabets ophør. Snakken herom har da bredt sig til en ægtepagt, som Marie bed fast i også gjaldt ved skilsmisse.

Maries ”revisor” (advokaten) oplyste til politiet, at hensigten med (testamentet og) særejeægtepagten var at ”sikre Marie” i tilfælde af Oscars død. Oscar var trods alt ca. 10 år ældre og havde to særbørn (de var ikke biologiske, men juridiske, hvorfor de var arveberettigede efter Oscar L.H.).
Men objektivt set, er det ikke noget godt råd, fordi risikoen for skilsmisse trods alt er til stede. Og i så fald løber Marie jo med langt størstedelen af formuen (huset), og kan sætte Oscar på gaden. Det rigtige råd er derfor, – da det jo ifølge advokaten kun drejede sig om at sikre Marie i tilfælde af Oscar L.H.’s død – at tegne forsikringer, såsom pensions- og livsforsikringer med Marie som begunstiget. Sammen med testamentet ville hun få om ikke mere, så ligeså meget.  Og pengene fra forsikring ville ved Oscars død gå udenom boet og direkte i Maries lomme. Det ved politiet ikke, men det ville de have vidst, hvis de havde indhentet en uvildig analyse fra en jurist på universitetet (eller for den sags skyld en hvilken som helst anden familieretskyndig jurist).

Og så til slut lige lidt tilbage med situationen, som vi startede med: advokatens telefonsamtaler med Århus Stiftsamt, hvori han røber sin forskrækkelse, ja, faktisk sin nervøsitet. For han ved udmærket, at hans ægtepagt er kritisabel (odiøs!), hvorfor han beder Stiftsamtet om ikke at underrette politiet om ægtepagten.
En sådan anmodning til en offentlig myndighed er stik imod al fornuft og især imod god og sober advokatskik. Advokaten burde tværtimod være den første til at underrette politiet om ægtepagten, – og så kan politiet herefter selv vurdere dens betydning. Har advokaten mon noget at skjule?
Den pågældende medarbejder ved Stiftsamtet går naturligvis til sin chef med den oplysning, velvidende noget er helt galt.  Chefen – Stiftamtmand Helge Lorentzen – kan da heller ikke acceptere advokatens anmodning, men indvilger dog i – efter telefonisk kontakt til advokaten – at slette noget af samtalen, der oprindeligt blev således nedskrevet af medarbejderen i Stiftsamtet:

”Efter samtale med SH gives der ikke politiet meddelelse om ægtepagten, da [den] er til H’s fordel, og [overstreget] oplysningen stiller anmelder i et odiøst skær.”

SH er advokatens navn og H er hustruen, altså Marie. Det overstregede er:
”oplysningen stiller anmelder [SH] i et odiøst skær”

Dette sidste – med stort besvær bragt til oversættelse trods overstregningen – fortæller, at advokaten er febrilsk. Han vil ud af kniben om den nærmest skandaløse ægtepagt, for den kan stille anmelder (advokaten) i et odiøst skær. Han indrømmer det selv og han har helt ret!
Han oplyser ligeledes til Stiftsamtet som begrundelse for, at politiet ikke skal underrettes, at ægtepagten jo er ”til H’s [Maries] fordel”. Men det er jo forkert, altså at det ikke skulle være et argument for drabet! For netop det, at den er til Maries fordel, taler jo for et motiv til drabet på hende. For er det til fordel for hende, er det til ulempe for andre. Men pga. advokatens nervøsitet klokker han i det, – noget han ellers aldrig ville have gjort, dygtig og anerkendt som han var.

Det kan være, at Oscar i sidste øjeblik – efter underskrivelse af ægtepagten – har fået kolde fødder og måske har stillet sig selv dette spørgsmål: Har Marie en uskreven dagsorden om skilsmisse? Hvis ja, kan han have bedt advokatkontoret om kontakt til den ferierende Storms hotel i USA, for det var ham, der var hans ven og personlige advokat, – når han altså som her ikke var på ferie. En sådan kontakt kunne betyde, at Storm har fået læst ægtepagten op i telefonen og derefter umiddelbart kontaktet sin kompagnon om, at en ændring skulle laves i form af en tilføjet artikel om kompensation til Oscar, hvis ægteskabet skulle blive opløst ved skilsmisse. Selvom de to advokater er kompagnoner, er der kun én chef: Storm Mortensen. Der er derfor tale om en ordre til advokaten. Artiklen bliver lavet, mener vi og det bliver herefter magtpåliggende for advokaten at få Maries underskrift herpå. Men den kan han ikke få, – var de venner/kærester tidligere, er dette nu åbenbart forbi, – måske har det noget at gøre med, at advokaten giftede sig med en anden? Marie er afvisende, men advokaten skal have denne underskrift. Bogen fortæller herefter om advokatens yderligere tiltag for at nå dette mål, herunder kontakt til det kommunist fjendtlige ”Firmaet”, der kan have haft tryksager i ordre hos Maries lille trykkeri – formidlet af advokaten. ”Firmaet” har nemlig ”muldvarp”-kontakt til DKP, der igen har kontakt til ”nyttige idioter”, når snavset arbejde skulle udføres (især anvendt under krigen). Ideen er altså at finde en sådan person, der kan opsøge Marie og true hende til at underskrive et tillæg til ægtepagten samt ophøre med at trykke pamfletter mod DKP. Men det var ikke meningen at dræbe Marie! Men det er, hvad der sker, for Marie har formodentlig nægtet at samarbejde, da manden – efter at være budt indenfor – bekendtgør sit forehavende. Han har derfor trukket sin pistol og rettet den mod hende med en formodet truende og fast ordre om at skrive under. Men her går det galt, for Marie skriger højt! Gerningsmanden indser, at operationen mislykkes og må afsluttes hurtigt, også fordi der er andre i huset. Marie skydes.

Jens Erik Mehlsen

Udgivet i Marie | Skriv en kommentar

Forside

Prisen for den gratis platform her på WordPress.com er, at WordPress.com  indsætter annoncer af egen drift. Jeg har ingen indflydelse på dem – eller indtægt af dem.

SITET ER DELVIST LUKKET NED PGA. PERSONDATAFORORDNINGEN

MARIE OG OSCAR

Marie Lock-Hansen i det kælderværelse på Hestehavevej 2 b, hvorfra hun drev sit trykkeri Rolock.

Den 10. nov. 1967 kl. lidt i elleve om formiddagen ringer en ukendt mand på døren til villaen på Hestehavevej 2 b, Højbjerg ved Århus. Fruen i huset Marie Lock-Hansen åbner og der udspilles en kort samtale, der ender med, at fru Lock-Hansen byder den fremmede indenfor. De går nogle få skridt til hendes kontor, døren lukkes og kort efter hører rengøringshjælpen  et skrig fra det lille kontor. Den fremmede har trukket en pistol og skudt fru Marie Lock-Hansen med tre skud, der alle sad. På vej ud møder han rengøringshjælpen, fru Irma Frier Rasmussen. Han skyder hende i underlivet, så hun falder om på gulvet, dødelig såret. Han beder hende tage det roligt,-  og uden panik eller hast forlader han herefter ganske roligt villaen og er ikke set siden.

SCENARIET

Da Marie Lock-Hansen blev myrdet denne novemberdag, blev der en pause i mange menneskers pulserende liv. Det skyldes ikke mordet i sig selv – de sidste 30 år (1986 – 2016) er der registreret 65 uopklarede mord, der ikke har påkaldt sig synderlig opmærksomhed – men mordet i kombination med omstændighederne:
Et fredeligt villakvarter, ordnede og velfungerende sociale og økonomiske forhold, tilsyneladende harmoni i hverdag og fest, arbejdsmæssig dygtighed og tilfredshed, rene uplettede straffeattester og agtværdigt omdømme. Det hele kranset af den noble vennekreds, den flotte villa, som ejeren, civilingeniør Oscar Lock-Hansen, selv havde fået tegnet og opført efter sine råd og instruktioner, den smukke hustru, altid sød og smilende, den søde datter samt vovse, den flotte collie Mads. Have og hus holdtes forbilledligt med hjælp af havemand og hushjælp, og i carporten var der plads til hustruens nette NSU Prinz og ægtefællens flotte Ford Mustang.

Hvad kunne gå galt i denne idyl, som i og for sig alle efterspurgte både dengang og i dag?
Bogen “Mysteriet om Marie” fortæller historien, som bygger på et troværdige fundament af dokumentarisme, som denne site kortlægger, suppleret af det bakspejl, der så nemt lader os dømme. I dokumentaren her på sitet indgår den såkaldte sammenskrevne politirapport samt dokumenter fra Landsarkivet i Viborg, hvor sagen er arkiveret. Men sagen i Viborg er ikke nem at finde rundt i. Man når ikke altid dybt nok – efterlades ofte med mistanke om, at ikke alle dokumenter er arkiverede. Og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. På dette site redegøres for nogle af de spørgsmål og tanker, man gør sig, når der skal graves dybere, men som samtidig understøtter bogens roman-fremstilling. Det drejer sig først og fremmest om politiets efterforskning som dokumenteret i nævnte politirapport, men også om uløste problemer, som måske ikke er direkte mangler i politirapporten, men hvor man blot undrer sig over forløbet i efterforskningen, og i den anledning stiller nysgerrige spørgsmål. Så selvom ”Mysteriet om Marie” ikke løser alle problemer, kan fremstillingen bringe mysteriet op i dagslyset og bringe os videre. Den, der tilskynder til mord eller i øvrigt medvirker dertil, er dog ligeså skyldig som selve drabsmanden, og et organiseret mord som dette mord menes at være, er typisk kendetegnet af et organiseret bagland.

Jens Erik Mehlsen

Udgivet i Marie | Skriv en kommentar